Visionen

Skuespillere kan nå deres mål ad to veje. Ved at gå fra projekt til projekt – fra opsætning til opsætning, fra film til film – den freelance vej eller ved at være med i en fast gruppe for at få et gennembrud sammen – à la musikbands. Denne vej har været historisk set mest egnet for teatre, selv om nogle af teaterproduktioner blev lavet til tv og film. Beatles medlemmerne ville nok aldrig kunne opnå deres niveau af berømmelse, dygtighed, kunstnerisk identitet og succes, hvis de gik fra projekt til projekt på en måde, som svarer til det som er meget almindelig for skuespillere her i landet.

Hos CAMaC er det muligt at gå begge veje. Dem som vil være ”solister” kan få den coaching, træning og kontakts de har brug for, mens dem, som ønsker at være en del af et fast team kan komme til at være med i CAMaCs skuespillerkompagni Deniva.

For at sikre det kommende gennembrud skal dannelsen af et teaterkompagni i højeste grad baseres på en klar kunstnerisk vision og unik arbejdsmetode. Dvs. en ny tilgang til skuespilkunst – sin egen kunstneriske profil, ligesom det har været bl.a. med Moskva Kunstner Teater, Group Theater, Grotowskis Laboratory Theatre og andre.

CAMaC tilbyder sin unikke tilgang (som står på skuldrene af teaterhistoriens mestre) til skuespillere, som vil dyrke og realisere deres talent sammen med en gruppe af udvalgte spillere.

Et af de vigtigste mål som ligger foran CAMaC er etablering af et internationalt turnerende skuespillerkompagni Deniva med de skuespillere, som har trænet på centret.

Kompagniet Deniva er et ensemble, der producerer teater og tv, et arbejdsforum rettet mod metodeudvikling og vedvarende træning , en fast arbejdsplads og en anderledes teaterform, som fokuserer på:

• Udvikling af skuespilmetoden, skuespilkunsten og skuespilleren.
• Hvor mesterligt skal skuespillerens teknik og arbejde være for at kunne producere teater som vil være så underholdende, intens, gribende og bevægende, så at den for alvor finder frem til publikums hjerter og vinder en velfortjent plads der.
• Hvad sker, hvis man udforsker den skuespiltekniske del af teatret dybest muligt. Skærer til benet i forhold til hvor ‘lidt’, der behøver være ‘omkring’, hvis illusionen kan skabes så suverænt som muligt gennem spillet som den drivende faktor.

Forhistorien

Gennem tiden har jeg søsat flere projekter rettet mod skabelsen af et skuespillerkompagni, hvor spillere leverer virtuost skuespilkunst; med ultimativ frihed, intensitet og oprigtighed. Det blev gjort med forskellige skuespillere, som havde erfaring fra 0 til 30 år.

Det gik med blandet succes. Der var nogle suveræne resultater og nogle ganske middelmådige. Da skuespilkunst er meget subjektiv, bruger jeg selvfølgeligt min egen vurdering samt vurderingen af dem, som jeg respekterer og har tillid til.

Erfaringerne har vist sammenlagt, at det, som først og fremmest har afgjort resultaterne, var skuespillernes parathed til at arbejde med og niveauet af deres Emotional Mastery. Dvs. deres følelsesmæssige frihed, spontanitet, intensitet og oprigtighed. De ”huller”, som deres teknik havde, og de steder, hvor deres skuespillerinstrument var rustent, var i vejen for at gøre et stykke arbejde af unægteligt høj kvalitet. Skuespillernes parathed til at arbejde med deres følelser har afgjort hvor meget kunstnerisk og personlig tilfredsstillelse de fik og hvor mange nye døre har åbnet sig professionelt for dem.

Mange spillere tager det for given (især dem med mange år i branchen), at de kan det der med følelser.
– Fordi det kan de dygtige skuespillere per definition. I kraft af deres uddannelse, eller talent, eller erfaring, – siger de.

Under arbejdet sker det gang på gang, at skuespilleren ofte ikke er klar over hvilke følelser rører sig i en fra øjeblik til øjeblik. Eller oplever spilleren én følelse, men stemmen giver udtryk for en anden (ikke fordi scenen og historien kraver det, men udelukkende kun pga. dissonans i skuespillerens instrument), og derfor lyder falsk og ødelægger troværdigheden og flowet i spillet. Eller at nogle følelser er tabubelagte og angstprovokerende for skuespillere, hvilket kan sammenlignes med en sanger som har aversion mod visse noder.

Dog den mest typiske udfordring i arbejdet er, at det er for nemt for skuespilleren at få sig selv til at tro, at følelsen er ægte og oplevet, mens den er påtaget og postuleret.

Hos CAMaC er vi af den overbevisning, at som en skuespiller er man aldrig ”færdiggjort” som kunstner. Især at ens instrument kræver løbende træning og vedligeholdelse. At skuespillere, ligesom dansere og fodboldspillere, gavner når de vedvarende tager sig af deres teknik og instrument.

En del spillere kigger på deres færdigheder som enten-eller. Enten man er uddannet og dermed færdiggjort og skal bare bruges eller man er en pinlig amatør. De vil oftest ikke formulere det så direkte, men det afslører sig i arbejdsprocessen og under samtaler. En sådan spiller tænker ofte sort/hvidt om sine færdigheder i stedet for at bruge f.eks. 0 til 100 skalaen, hvor 0 er det værste, som man har set og kan forestille sig, og 100 er det bedste.

Skuespillerne

For at kunne være en del af skuespillerensemblet Deniva skal skuespillere have et fælles arbejdssprog, tillid til hinandens og deres egen teknik, være interesseret i og indstillet på at vokse fagligt. Dette kan afklares og opnås gennem og under fælles træning og arbejde.

Lige børn leger bedst. Her forstås ”lige” som en fælles vision, værdigrundlag, holdning og tilgang til skuespilkunst og arbejdet som sådan.

Der findes skuespillere af mange forskellige ”trosretninger”. De tror på forskellige ting, som angår skuespilkunst og skuespillerens arbejde. F.eks. hvad hører til og ikke hører til i prøveprocessen. Nogle prøver faktisk ikke. Fra begyndelsen af prøveforløbet går de i gang med at øve forestillingen. Allerede from den første reading forsøger de at ramme plet, som om der findes en rigtig måde at spiller scenen, og betragter det som et tegn på professionalisme. Allerede her, hvis en spiller, som vil undersøge og afprøve ting, skal arbejde sammen med en, som bare vil gå i gang med at lave aftaler, vil begge være unødigt frustrerede.

Skuespillere tåler og ønsker forskellige grader af improvisation, som er tilladt i forestillingen under spilleprocessen. (Her er tale om den form for improvisation som tager udgangspunkt i teaterstykket og øjeblikket, og har hensigt at gavne historien.)

Nogle skuespillere har brug for masser af ”luft”. De vil gerne føle sig fri som fugle, og vil kun være bundet af historiens handlingsforløb, øjeblikkets mening og de fysiske rammer på scenen. Andre vil helst køre i lagte spor af arrangementet og fortolkningen.

Det er næsten som om, hvis en person med klaustrofobi-tendens (i tilfældet med skuespil – angsten for alt for lukkede rammer og ufleksible arrangementer og aftaler) møder en med agorafobi-tendens (angst for åbne pladser, og i tilfældet med skuespil – angsten for det uforudsigelige og uplanlagte under forestillingen). En vil have mere frihed, den anden vil have mere kontrol. Hver sin smag. Men at spille sammen?

Forskellige ”trosretninger” kan gå ud på forskellige tolerance- og ambitionsniveauer ift. sensitivitet (følelsesmæssig tilgængelighed) og personlig power i spillet. Forskellige holdninger til hvad talentet er og om det kan blive større eller mindre. Forskellige forståelser af hvad det vil sige at være ærlig, når man spiller og om det overhovedet er nødvendigt, osv.

Da deltagelse i skuespillerensemblet kan sammenlignes med en fælles rejse, er det afgørende at blive enige og svar på en række spørgsmål så som hvad målet er og hvorfor det er vigtigt at nå det, hvilke krav skal opfylde deltagere and hvordan man kommer til destinationen.

For at sikre at du når dine skuespilmål uanset om det er som en solorejsende eller en del af skuespillerkompagniet mere om Master Plan to Reach Your Acting Goals her.

En anderledes arbejdsmetode giver anderledes resultater

Kompagniets to arbejdsmetoder Complete Acting Technique samt FreeFlow Acting lader at opnå den tricky og vanskelig at finde og holde på balance mellem de to modstridende krav som skuespillerens arbejde er underlagt. Det ene er krav om at følge og indfri de faste tekst, handling og instruktørens vision, det andet er et krav om at spille sådan, som om handlingen udfolder sig her og nu for første gang.

Disse to arbejdsmetoder tilsammen lader bringe den forfriskende improvisatoriske element, som giver ultimativ troværdighed, uforudsigelighed, umiddelbarhed og spænding, ind i de fastsatte rammer af de fastlagte historie, karakterer, instruktionen og samarbejdet med andre faggrupper af produktionen. Sådan lader dette rigtige improvisatoriske aspekt af spillet skuespillere pålideligt levere historien, mens de både har de improvisatoriske lethed og frihed i spillet og samtidigt imødekommer de faste krav, som er uundgåeligt der under enhver produktion. Dette improvisatoriske element fungerer som et altafgørende aspekt, der gør skuespillet til den mirakelkunst, som det kan og skal være.

Ordet ”improvisation” er en tricky én.

De fleste ser improvisation først og fremmest som vejen til at digte dramatiske historier og karakterer op ofte ud fra nogle enkelte ord. Når skuespilleren improviserer under disse præmisser, gør skuespilleren også dramatikerens og instruktørens arbejde. Dvs. skuespillerens improvisation går i høj grad ud på at bestemme og komponere situationen, karakteren og selve historien. Det er bemærkelsesværdigt at oftest jo mere ved spilleren om situationen og karakteren, jo sværere er det for spilleren at improvisere, da det er alt for nemt for skuespilleren at komme til at tro, at de følelser, intonationer, ansigtsudtryk, bevægelser og handlinger, som skuespilleren tror er rigtige og passende til scenen, er ægte, mens de er i større grad postulerede. De friskhed, troværdighed, umiddelbarhed, spænding som ellers kendetegner god improvisation forsvinder.

Med FreeFlow Acting improvisations teknik kan skuespillere improviserer over karakteren, øjeblikkets betydning og interaktionens indhold og mening, mens de imødekommer det som instruktøren har ”bestilt”. Jo mere ved skuespilleren om historien, scenen og karaktererne jo mere virtuose teknik må skuespilleren besidder. Da nu komponerer skuespilleren ikke nye værker, men improviserer ift. hvordan noderne og ikke mindst pauserne spilles. Ligesom dygtige pianister formår at spille de sværeste værker og publikum virkelig oplever at musikken bliver født her og nu og kommer frem for første gang.

For at publikum blive fortryllet, fanget og overrasket af handlingen er det nødvendigt, at der er noget i spillet som skuespillere oplever som nyt, noget som lader spillere blive overrasket af dem selv, hinanden, øjeblikket og historien som sådan, på trods af de spillet samme historie igen og igen. Complete Acting Technique og Free Flow Acting er de værktøjer, der tillader det at ske.

For retfærdighedens skyld er det passende at nævne at Improvisationen kan også bruges for at forstå karakteren og situationen. Denne fremgangsmåde kommer for det meste ud fra Stanislavskijs handlende analyse metode.

Skuespilkompagniet Denivas tilgang til skuespillet er mere detaljeret beskrevet i Det Nye Skuespilparadigme samt i Skuespillerens Teater Manifest. (læs mere om her).