Jeg har fået en forståelse for at arbejde med både mit instrument og min teknik.

Tag f.eks. en guitar. Det kan godt være man har teknikken til at spille ”leaving on a jetplane” men hvad hjælper det hvis man ikke har stemt instrumentet inden. Så lyder det falsk. En skuespillers instrument er sig selv, kroppen og sindet, det er det vi har ”at spille på.” Derfor er det så vigtigt at jeg som skuespiller er i stand til at mærke mig selv. Hvis jeg ikke kan mærke mine fysiske fornemmelser kan jeg heller ikke ”stemme dem”.

Nikolaj opfordrer skuespilleren til at lære sit instrument at kende på en måde som ingen anden jeg har arbejdet med. Han arbejder med bioenergetiske kropsøvelser som gør at man bliver bedre til at mærke og lytte til det kroppen fortæller en, i stedet for at undertrykke det og agere som man tror der forventes af én.

Det resultat jeg har oplevet gennem dette arbejde, har været at min krop er blevet min ven og velvillige medspiller på scenen og som jeg har mærket inspiration fra under forestillinger.

Jeg vil påstå at jeg gennem arbejdet har opnået en ny slags frihed og umiddelbarhed som gør mine præstationer i forestillinger meget mere troværdige og medrivende for publikum. Det stemmer også overens med de reaktioner publikum har haft.

Det kræver tillid at turde være i kontakt med sit instrument — og det har jeg opbygget gennem arbejdet.

Da vi spillede en af vores forestillinger med gruppen kom en tidligere skuespillerkollega efter forestillingen hen til mig og sagde: Jeg var fuldstændig opslugt, jeg vidste aldrig hvad jeres næste reaktion ville være. Jeg følte med dig hele vejen igennem forestillingen fordi du var så ærlig på scenen at det blev utrolig konfronterende for mig at se på. Jeg genkendte følelserne i mig selv. Jeg har kæmpe respekt for gruppens arbejde, men jeg tror ikke selv jeg tør gå ind i den slags arbejde. Det er alt for konfronterende.

Til det kunne jeg kun svare at ja, det er konfronterende, men det er vel også det vi vil have teater skal være. Vi gør det jo fordi vi har noget på hjerte og ikke kan lade være. Så lad os tage det alvorligt og investere noget. At gøre noget helt giver energi og livsglæde tilbage.

Jeg har lært at det ikke bare er vigtigt, men en forudsætning, at have det kropslige i orden inden man kan begynde at arbejde med tekst og karakter. Med det kropslige mener jeg ikke bare at være fysisk stærk eller smidig, men at få rigtig kontakt til min krop, acceptere den, lære at elske den og bevidstgøre mig selv om hvad jeg gør med den og hvorfor.

Nikolaj har lært mig at være bevidst når jeg laver min fysiske opvarmning. At vide hvilke øvelser jeg laver og meget vigtigt; hvorfor jeg laver dem. Med denne øvelse er jeg feks. Med til at åbne mit bryst så jeg kan stå ved min sårbarhed på scenen i stedet for at prøve at skjule den og skyde skuldrene frem. Dette har været et af mine store arbejdspunkter, at jeg i mange år og i mange situationer i mit liv rent fysiologisk har prøvet at beskytte mit sårbare punkt.

Jeg har fra tidligere teatererfaringer oplevet at det ikke er nok at gå imod min umiddelbare impuls og skyde brystet frem på scenen og tro at publikum dermed ser en karakter som står ved sin sårbarhed. Det de ser, er nøjagtig det jeg selv mærker: her er en karakter som skyder brystet frem på en unaturlig måde, det er nok for at skjule noget. Udtrykket skulle komme indefra og jeg måtte gradvist give mit bryst mere opmærksomhed og konfrontere mig med de følelser og reaktioner det medførte.

Det er derfor at man ikke kan adskille arbejdet på scenen fra livet- for det er to sider af samme sag.

Jeg måtte lære at stå ved mig selv på gaden for at kunne stå ved mig selv på scenen.

De fleste lærere vil nok påstå at de også lærer deres elever at være kropsbevidste, men til det må jeg sige, at Nikolaj har så meget teoretisk belæg for dette arbejde at han hele tiden inviterer til at skuespilleren forstår formålet med øvelserne. Og forståelse er som bekendt vejen frem indenfor mange af livets aspekter.

Min krop er blevet min base og medspiller.

Jeg har gennem arbejdet med Nikolaj fået øjnene op for hvor meget vi alle i det vestlige samfund er underlagt den såkaldte ”flinkeskole”. Det mærkede jeg først rigtigt da jeg begyndte det bevidste arbejde med at frigøre mig fra den. Denne frigørelse er ikke et udtryk for at jeg ikke vil være en del af de herskende samfundsmæssige normer. Det vil jeg meget gerne, men som skuespiller skal jeg være i stand til at videreformidle brudstykker af vores alles liv som publikum skal kunne være i stand til at spejle sig i og lade sig inspirere af. Derfor er det nødvendigt at kende de menneskelige og samfundsmæssige begrænsninger som netop fører til nogle af de mest almindelige misforståelser mellem mennesker og dermed også de allerstørste dramaer.

Nikolaj har udfordret mig til at skærpe mine sanser i en sådan grad, at jeg har lært mig selv at kende på en helt ny måde, hvor jeg er nået til en dybere forståelse og anerkendelse af hele mig (mit instrument) som har ført til en større frihed, både på scenen og i livet. Konkret har han gennem forskellige øvelser lært mig at føre indre monolog med mig selv hvor jeg bliver opmærksom på mine fysiske fornemmelser, følelser og samtidig også har min opmærksomhed på det rum jeg befinder mig i. Jeg har igennem det arbejde opøvet en skærpet opmærksomhed på at se små detaljer i mig selv og i et rum, som jeg normalt ville have ladet øjnene glide ubemærket hen over. Pludselig åbner der sig en ny verden af detaljer som i arbejdet med min medspiller også gør mig i stand til at aflæse denne mere detaljeret og blive bedre til at reagere på de impulser der kommer indefra og fra medspilleren.

Nikolaj har lært mig, ikke bare at stille mig tilfreds med en handling på scenen, bare fordi den giver umiddelbar pay-off hos publikum, men hele tiden turde søge videre og udfordre mig selv til at udføre handlingen anderledes under næste forestilling, hvis jeg får en anden impuls eller følelse.

Ligesom jeg, Maja, reagerer forskelligt på den samme stimuli alt efter hvor godt jeg har sovet om natten eller om vejret er varmt eller koldt osv. Så kan jeg heller ikke forvente at min karakter reagerer præcis på samme måde hver gang, selvom jeg har arbejdet med hende længe og tror, jeg kender hendes reaktionsmønster. For hvis jeg skal bestræbe mig på at gestalte et troværdigt menneske på scenen, er det også en nødvendighed, at jeg tillader mig selv at føde hende på ny hver aften. Med andre ord; hvis jeg tør have noget på spil på scenen, så har min karakter det også, og så begynder dramaet for alvor at leve og være spændende for publikum.

Nikolajs arbejdsform har opfordret mig til stor selvstændighed bl.a. fordi han tager mig alvorligt i arbejdet, altid er i øjenhøjde og ikke lægger skjul på, at han også selv er i udvikling. Derfor har jeg altid haft fornemmelsen af, at vi var to kreative individer, som kunne udfordre hinanden gennem arbejdet. På den måde adskiller Nikolaj sig fra de fleste andre teaterlærere og instruktører, jeg har arbejdet med, fordi han ikke er fastgroet i sin arbejdsmetode, tværtimod er Nikolaj et organisk og modigt professionelt individ, som konstant har udfordret mig til at udfordre mine overbevisninger overfor mig selv, teatret og livet.

Hos Nikolaj har jeg oplevet et arbejdsrum, hvor jeg har oplevet at der var plads til hele mig, hvilket har bevirket, at jeg er begyndt at turde overraske mig selv i arbejdet og så småt, gradvist, har været i stand til at frigøre mig mere fra den tidligere nævnte flinkeskole, som vi alle er et produkt af og i større grad handle ud fra hvad der sker i mig.

Vi har arbejdet med at være ”politisk ukorrekte” og stå ved alle de tabubelagte følelser også. Jeg er blevet opfordret til ikke at opdele mine følelser i negativ og positiv, men derimod give plads til at give udtryk for alt hvad jeg rummer.

Dette arbejde har ført mig hen imod en større accept af mig selv både som skuespiller og som menneske idet det også handler om at tage ansvar for mine følelser og for mine handlinger og derigennem komme bedre i kontakt med mig selv. Dette beriger skuespilpræstationen på scenen, som jo er målet med alt dette, idet livet på scenen bliver mere uforudsigeligt og overraskende fordi skuespilleren er i stand til at overraske sig selv og publikum, og stå ved det. Det er også brugbart fordi jeg idet jeg lærer at stå ved og tage ansvar for mig selv også bliver bedre til at forstå og acceptere min medspiller og mit publikum.

Når hele gruppen er i kontakt, kan forestillingen løfte sig selv.

Jeg har oplevet at gå fra at kæmpe med rollen og mig selv alene, til at vi pludselig alle kunne føre hinanden frem og løfte forestillingen. Når man har et defineret fælles ”sprog” er det meget nemmere og mere givende at arbejde sammen mod et fælles mål og min erfaring er at resultatet bliver et man står hundrede procent inde for. Grunden til at vi har været i stand til at arbejde på den måde, er fordi Nikolaj formår at definere nogle klare rammer for hvilket arbejdsrum det er vi har, derigennem opstår der en tryghed i gruppen som giver et frit og organisk arbejdsrum.

Jeg har altid følt mig hundrede procent accepteret og god nok i arbejdet med Nikolaj og jeg har derigennem lært at elske min egen kreativitet og stole på at jeg er spændende nok som jeg er, for som Nikolaj så tit har sagt:

Du skal ikke præstere noget og du kan ikke være kedelig på scenen, hvis du bare står ved dig selv, er i kontakt med dig selv og tillader reaktionerne at komme til udtryk og reagerer på dine omgivelser.

Og det er en fantastisk fornemmelse!